Sent søndag eftermiddag, d. 28/1-18, udkæmpede SMUT BG og TMS Ringsted 2 et hæsblæsende opgør, som resultatet indikerer, endte uden en vinder.
Kampen var hele vejen igennem en lige affære med to hold, som også mødtes før jul, og derfor havde et godt kendskab til hinanden. Ringsted spillede bedst igennem første halvleg, og havde flere gange føringer på både 3 og 4 mål. Gennem hele første halvleg blev angrebsspillet flot sat op af Maike Scharff, som viste fine evner, som spilstyrer. Angrebsspillet blev gennemført med meget lille fejlmargin og variationen i valget af åbninger var tydeligvis noget, som udfordrede SMUT forsvaret. Den eneste fodnote, som skal bemærkes i den forbindelse, er angrebstempoet, som til tider efterlod tilskueren undrende over om pigerne forsøgte at lulle hinanden i søvn, inden de tog deres chance. Det langsomme angrebstempo bevirkede også at der, som tidligere nævnt, blev spillet med markant færre fejl end i en typisk A1-række kamp, men også at begge forsvar, havde gode odds for at følge med. Det bevirkede også at Anna Stockfleth i målet stod velplaceret på størstedelen af afslutninger og derfor havde mange flotte redninger. Ringsted gik til pause foran med 2 mål.
I 2. halvleg løb Ringsted pigerne tør for værktøjer i deres værktøjskasse, og måtte derfor ty til gammeldags håndværk, med pres- og duelspil. Desværre så det ofte ud, som om at de grønblusede Ringsted spillere havde svært ved at hæve deres tempo, og kom derfor ikke igennem et velplaceret SMUT forsvar. I den forbindelse skal TMS spilleren Tilde Elhegn nævnes for en forbilledlig arbejdsindsats på stregspilpositionen, hvor hun til dagen var eneste stregsspiller udtaget. Flotte, veltimede screeninger og solidt forsvarsspil, som desværre ikke altid blev udnyttet af hendes bagspillere. SMUT spillerne havde lidt mere stolpe ind i 2. halvleg end de havde i første og de halede derfor ind på Ringsted. Mod afslutningen var stillingen således helt lige og med godt og vel et minut igen brænder TMS deres chance for at komme på 16-15. I stedet overlader de initiativet til SMUT, som kun grundet en flot redning af Caroline Veggerby i målet, ikke tog sejren. Rent faktisk nåede bolden frem til Tilde Elhegn, som på et skud fra egen banehalvdel flot udplacerer SMUT keeperen, men desværre ifølge dommeren, efter tid. Således endte kampen altså uden vinder, 15-15.
Kampens spiller blev Maike Scharff. Næste kamp spilles søndag d. 4/12-18 kl. 14:20 ude mod Slagelse HK2 i Antvorskov Hallen.