I weekenden d. 29. og 30. april var TMS’ U10 pige- og drengehold til DM i håndbold i Greve. Stævnet var et invitationsstævne, hvor de 16 hold, der har klaret sig bedst i første halvdel af sæsonen, var inviteret.

Pigerne kom godt fra start og vandt den første kamp hele 22-10 over et fynsk hold. De resterende to puljekampe, der blev spillet lørdag, blev også vundet, og derved sluttede pigerne på en 1. plads i deres pulje.

Søndag morgen skulle der spilles om at komme i A-slutspillet, og derved sikre sig en plads blandt de 4 bedste hold i Danmark. Det lykkedes at vinde kvalifikationskampen 10-8 efter en meget spændende kamp.

 

I semifinalen stødte TMS ind i DHG Odense. Rygtet var løbet i forvejen om et hold fra Odense, der havde spillet i drengerækken efter jul for at få modstand nok. Pigerne kom godt fra start, men måtte se sig besejret 13-16.
Herefter ventede en bronzekamp mod Rødovre.

Pigerne kom igen bragende fra start og var foran 7-1 efter 7 minutter. Den føring kunne de dog ikke holde og måtte se på, hvordan Rødovre langsomt fik spillet sig tilbage i kampen.

Igen trak TMS dog det længste strå efter en hæsblæsende og nervepirrende kamp og fik halet en 17-14 sejr i land.

Derved kunne TMS U10-pigerne modtage en velfortjent bronzemedalje.