Den 2/5-2017 inviterede TMS Ringsteds, nyligt sammensatte U14 pige trænerteam, bestående af Helle Petersen, Jonny Simonsen, Birgitte Sørensen og undertegnede i spidsen, til et opstartsmøde for alle interesserede spillere og tilhørende forældre i årgangen 2003-2004. På papiret stod der 15 navne, som repræsenterede de spillere, som klubben allerede havde i folden, i foregående sæson, på de respektive årgange. Af samme årsag mødte jeg en sund skepsis fra klubbens side, da jeg hårdnakket krævede 3 assistent trænere. Ikke desto mindre var det blandt mine krav for at overtage årgangen. Argumentet var at vi skulle have to hold, og spillerne kommer kun hvis de kan se at baglandet er i orden. Det skulle vise sig at være en beslutning, som vi på intet tidspunkt har fortrudt, da vi i dag d. 31/12-17 kan notere os 30 kontingent betalende spillere, og løbende har haft flere til prøvetræning.
TMS Ringsteds naboklub, Benløse, valgte at lukke deres U14 hold ned og det betød en tilgang på intet mindre end 8 spillere. Spillere, som alle valgte at fortsætte i klubben. Derudover oplevede vi tilgang fra flere samarbejdsklubber, herunder Lynge-Broby, Bjæverskov, HF Suså, samt større klubber i periferien af Midtsjælland såsom Næstved og Roskilde. I den forbindelse hæfter vi os ved at TMS Ringsted rummer alle, hvor i særdeleshed pigerne i den ”oprindelige” trup skal have størstedelen af æren for at de nytilkomne har følt sig vel modtaget, respekteret og inkluderet.
 
Sæsonen startede blødt ud med to træninger ugentligt i maj og frem til sommerferien, hvor fokus i høj grad var på det sociale. Der var mange nye ansigter og de mange nye relationer krævede opmærksomhed for at det på den lange bane skulle blive godt. Det forsøgte vi at imødekomme med en træningslejr på Haslev Idrætsefterskole, hvor pigerne blev introduceret til det fysiske sommertræningsprogram, havde et haltræningspas og et strandhåndboldstræningspas. Inden dagen gik i gang var pigerne blevet delt i ”bodymakkere”, dvs. 2 og 2 sammen med en de ikke kendte på forhånd. Ens bodymakker var hende du gjorde alt med under træningslejren. Herunder afleveringer til opvarmning og sovemakker om aftenen i klasselokalet. Der var stor forældre opbakning, som sørgede for mad og generelt alt det praktiske, stærkt ledt an af Henrik Green. Tusinde tak for hjælpen!
 
 I opstarten spillede vi en masse strandhåndbold arrangeret af HRØ. Blandet andet et stævne på Vallensbæk Strand, som blev en særdeles kold og våd fornøjelse (se billede).
 

 
Pigerne sluttede sommersæsonen af på fornemmeste vis med en sejr til udendørsstævnet Ørslev Cup, hvor de i finalen slog et velspillende Slagelse hold efter straffekast.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Efter sommerferien blev der lagt hårdt ud med løbetest og generelt maksimal intensitet i hallen. Især afleveringsteknikken var centrum for meget, hvor det var tydeligt at flere af førsteårsspillerne skulle vænne sig til harpiks, samt en række af de ”nye” spillere skulle vænne sig til tempoet. Vi spillede i opstartsperioden flere træningskampe for både hold 1 og hold 2, hvor vi skulle prøve mange af de ting vi lagde vægt på til træning, af. Især forsvarsspillet viste sig at være yderst nyttigt at have trænet, da vi i mange kampe fandt frem til at det var nøglen til vores sejre.
 
Til niveaustævnerne vurderede trænerteamet at hold 1 havde niveau til 1. Division og at hold 2 kunne gøre sig gældende i en A-række. Hold 1 deltog i et niveaustævne og vandt begge deres kampe, men grundet en forhåndsseedning, som nummer 13 rykkede det desværre ikke pigerne længere frem end nummer 10 på Sjælland. Vi vidste på forhånd at der skulle være 4 puljer med 5-6 hold i hver pulje, hvor forhåndsseedningerne afgjorde hvilken pulje man røg i. Ringsted pigerne fik altså fornøjelsen af to hold, som var seedet bedre end dem selv, hvilket udmøntede sig i intet mindre end FIF og HIK. De øvrige hold i puljen blev Rudersdal og Himmelev, foruden selvfølgelig TMS. Rudersdal var oven i købet et hold der i opstarten havde slået Roskildes bedste hold til Lalandia cup, hvilket må siges at være en imponerende bedrift, så det var ikke en cheftræner med armene over hovedet der så puljen. Hold 2s niveaustævne blev svært, da de blev trukket op i mod Holbæks bedste hold, som havde tilmeldt sig stævnet med det formål at være sikre på at de var for gode til rækken. Efter et nederlag til Holbæk spillede pigerne en tæt kamp mod hjemmebaneholdet Raklev, som havde set meget stærke ud i kampen før, hvor pigerne kun taber 11-10. På baggrund af niveaustævnerne vurderede vi at vi havde ramt rigtigt, og tilmeldte derfor holdene til turneringen i hhv. 1. Division og A-rækken. Selve kampene vil jeg ikke komme ind på her, da der kan findes referater fra de fleste kampe på TMS-ungdom.dk under fanen Nyhedsarkiv. Hold 1 sluttede 3’er i deres 1. divisions pulje og holdte deres seedning, selvom det længe så ud til at holdet skulle snuppe minimum en 2. plads i puljen, så afgav vi point til Himmelev og gav derfor HIK noget at kæmpe for i den sidste indbyrdes kamp i sæsonen. Desværre var HIK lidt mere klar til det opgør og vi må tage os til takke med tredjepladsen a point med HIK men dårligere i indbyrdes opgør. Hold 2 havde en svær halvsæson hvor det var tydeligt at det er et nyt sammensat hold, der skal lære hinandens løbebaner og trænerne skal finde frem til pigernes spidskompetencer, så vi kan få det maksimale ud af holdet. Det blev til en sejr i otte forsøg, men fire kampe med nederlag på to mål eller mindre, og en følelse af at vi var med i alle kampe!
 
Afslutningsvis vil jeg runde af med vores traditions-rige tur til Lund, som igen i år var en bragende succes. 26 ud af 30 piger havde tilmeldt sig turen, som blev fordelt på 2 hold. 
 
En flot tilmeldings-procent, som vidner om at pigerne i høj grad prioriterer deres håndbold højt. Lund er verdens største indendørsstævne med mere end 700 tilmeldte hold fra mange lande, herunder Polen, Kroatien, Holland, Færøerne, Serbien, Tyskland og så videre. Stævnet er på højt niveau hvor især U14 rækkerne er hårdt besat, og i år var ingen undtagelse med 52 hold tilmeldt i U14 pige rækken. Hold 2 havde derfor på forhånd hårde odds, men de kæmpede sig flot igennem som et hold og viste utrolig moral, hvor at 1/16 finalen mod Furesø i B-slutspillet blev endestationen. Et hold som hold 1 er endt i pulje med i den hjemlige turnering. Hold 1 spiller noget af det flotteste håndbold længe, og formår derfor at vinde deres 4 gruppespilskampe. Desværre trækker de i 1/8-delfinalen finalisterne fra sidste år, Kristianstad, der på mystisk vis kun var blevet nummer to i deres pulje.
 
 
 
 
Efter en tæt kamp trækker Kristianstad fra til sidst, og efterlod en flok skuffede Ringsted piger på banen, som ellers havde drømt om så meget mere. Som en trøst skal det påpeges at Kristianstad gik hele vejen og vandt Lundaspelen 2017 efter sejre over blandt FIF på vejen, samt sejr over HIK i finalen. Til trods for den skuffende spillemæssige slutning, så har pigerne i høj grad lært en masse. Holdånden er i top og mange af pigerne fik lært en masse om klubånd også – hvor vi blandt andet fik heppet vores U11 hold frem til finalerne. Trænerne siger tak for en fantastisk tur, hvor det har været en fornøjelse at lære tøserne bedre at kende, spille lidt håndbold og ellers bare nyde hinandens selskab.
 
 
 
 
Vi håber på at næste halvsæson byder på ligeså mange gode oplevelser, som den første halvdel, for i så fald har vi udsigt til en god tid.
 
På trænerteamets vegne
- Jeppe Blume Thøgersen, cheftræner TMS U14P