Søndag d. 1/10-17 spillede TMS U14P1 første turneringskamp i 1. division. Menuen var FIF i Frederiksberghallerne, et altid godt hold, på en altid svær udebane. I denne weekend havde TMS pigerne allerede fået lov til at lægge arm med et andet top 4 hold, i form af Rødovre, og slap flot fra det med et 1-måls nederlag. Denne dag trådte pigerne en smule længere op af den udviklingsmæssige flotte kurve, som de bevæger sig på i øjeblikket.
Inden kampen blev der lagt vægt på at pigerne skulle bevise at der ikke var tale om held, da de leverede et flot resultat mod Rødovre. Kvaliteten skulle forbedres på især angrebsdelen og derudover skulle der ligges et lag på kontraspillet. Ringsted kom godt fra start og får fuldt udbytte af sine to første angreb, som kombineret med en strafferedning fra Mathilde Rømer i målet betød at FIF holdet allerede virkede rystet. De kom sig dog hurtigt over chokket og de to hold fulgtes ad igennem hele halvlegen. FIF praktiserer et, nærmest traditionelt for de københavnske klubber, offensivt 3-2-1 forsvar. Et forsvarssystem der i høj grad passer til deres spilletyper og i mange sekvenser gjorde de det svært for TMS at sætte angrebene op og provokerede mange tekniske fejl hos de grønblusede. Det betød også at FIF fik lov at løbe tre kontraløb i første halvleg mod Ringsteds nul. Man kan dog ikke sige offensivt forsvar uden at nævne Ringsteds Sakine Muhcu på stregen, der boltrede sig, som en fisk i vandet og i dagens anledning blev fodret pænt af sine holdkammerater – flot kamp af Sakine. I den forbindelse skal dagens indhop også nævnes, for i undertal og presset af et aggressivt FIF hold viser Malou Leisner stort overblik og mod, da hun udfordrer bredt i banen, kommer forbi sin direkte oppasser, orienterer sig om målvogterens udfald og med et knastørt aftræk sender den ind ved den lange stolpe – en scoring på meget højt niveau. Stillingen ved sideskiftet var, som indledningsvis: Lige langt, nemlig 8-8.
 
 
 
I 2. Halvleg steg intensiteten i takt med at tiden nærmede sig slutfløjt, og som ofte før er høj intensitet ikke nødvendigvis lig med flot håndboldspil. Det blev også tilfældet i dagens kamp. Begge hold var godt defensivt indstillet og gav ikke hinanden let spil, der skulle slides for samtlige mål man ville have på tavlen. Til trods for at TMS tog en scoringspause på ca. 8 minutter midt i halvlegen holdte Mathilde Rømer liv i håbet om point med flotte redninger på både lang- og nærskud. Da kampen skal afgøres træder Camilla Myssen og Petra Hansen i karakter, hvor især sidstnævnte krydrer en flot præstation med at score det udlignende mål, til 16-16, efter et flot krydsoplæg af Camilla Myssen.
Kampens spiller blev Petra Hansen, men kunne på dagen have gået til rigtig mange, da der var flotte præstationer over hele linjen. Derudover skal alle på holdet roses for en fantastisk indstilling og opbakning til hinanden uagtet af mængden af spilletid.
Næste kamp for hold 1 er torsdag d. 5/10 på udebane i pokalturneringen mod Maribo.
På trænerteamets vegne
Jeppe Blume Thøgersen